Psykologens BLOK

PROBLEMET ER MIG (selv)!

Som psykolog lytter jeg ofte til mennesker, der er fulde af selv-bebrejdelser og selv-kritik

De siger: “Problemet er MIG”

Det er også bare fordi “Jeg er så perfektionistisk”, hvis ikke jeg var det, så ville alting være meget bedre“

Jeg tænker: Tiderne har skiftet.

Før i tiden var det en dyd at være perfektionistisk og lave sit arbejde ordentligt og omhyggeligt. Men nu handler det hele om tidsoptimering

(Læs: skynd dig, skynd dig, skynd dig. Og hvis ikke du kan det, så hyr en struktur-coach og få tjek på dit liv).

Jeg gætter på, at du allerede nu, flere gange har tænkt, hvad du skulle foretage dig i dag, istedet for at læse med her.

At sætte labels på sig selv og andre 

At kalde sig selv eller andre perfektionister, er en måde at undgå at se på det, som ikke fungerer mellem mennesker

Vi tager den lige én gang til:

At kalde sig selv eller andre perfektionister, er en måde at undgå at se på det, som ikke fungerer mellem mennesker.

Men at sætte labels på sig selv, medfører kun øget selvkritik, afmagt og tristhed, og fører ikke til flere handlemuligheder.

Det er ikke mig der er noget i vejen med – det er relationen

Da jeg studerede til psykolog, havde vi en intern joke på studiet, som vi i total indforståethed kunne grine meget af: “Det er ikke mig, der er noget i vejen med, det er relationen”.

Trods det latterlige i denne ord-twist, synes jeg det giver mening: For DET ER som regel relationen den er gal med, når mennesker har det dårligt med hinanden. Det kan ALDRIG kun være en fejl ved den ene part.

Vi er sammen om at opbygge en relation og sammen om at nedbryde den.

Vi kan gå galt i byen af hinanden og vi kan finde tilbage til det, der betød noget.

Men problemet er ALDRIG udelukkende mig (selv)

Og så tager vi lige den om “Pleaseren”

En forælder fortalte mig, at en lærer havde sagt om hendes datter “hun er sådan en “Pleaser” Og det var bestemt ikke positivt ment. Hvis man allerede som barn bliver udsat for lærere og forældre, der unuanceret sætter en label på én. Ja, så er der nok en rigtig fin chance for, at man bliver EN VOKSEN, som mener at problemet er mig.

Kunne vi istedet beskrive, HVAD vi ser, I denne situation f.eks. “dit barn er god til at hjælpe andre” (for var det ikke det der mentes?) efterfulgt af (bekymringen): “men nogle gange skal hun have hjælp til at hjælpe sig selv, også”.

Mit råd til dig kære læser er:

Tro ikke på, at det er jer selv, der er problemet. Uanset om det er en forælder, ven, chef eller partner, der fortæller jer dette. Det fører kun til øgede selvbebrejdelser, selvkritik og magtesløshed.

Og det kommer der ikke meget god handling og drivkraft ud af.

Men tag medansvar for at få de ting løst, som du ikke synes fungerer i dit liv.

At tage ansvar kan også være at sige farvel til tidligere måder at gøre ting på eller relationer, der ikke fungerer.

Og vær så opmærksom på, at der er en hel industri derude, som lever af at typologisere dig, sætte dig i bås som ditten og datten persontype.

Og dernæst en hel industri som lever af at hjælpe dig igennem de vanskeligheder som det har givet dig, at være denne type person!!!

Du er først og fremmest et MENNESKE med alle de fantastiske facetter det giver at være det. Så nyd det. Forståelse af sig selv er godt, men meget forståelse af sig selv er ikke (nødvendigvis) meget (mere) godt.

Kh

Maiken

Psykologens blok